Skattesagen
SABISAF har det seneste års tid brugt meget energi på at få afklaret skattereglerne for foreningens medlemmer. På disse sider prøver vi at give et overblik over dette arbejde.
Skattesagen afsluttet
Kære medlemmer, skattesagen er afsluttet!
Det er med stor fornøjelse at vi kan fortælle, at Skatteministeriet på baggrund af en ' juridisk helhedsvurdering' har besluttet at lade sagen ved Vestre Landsret falde, således at sagsøgeren får skattefritagelse efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8 stk. 3.
Oversat betyder det, at det nu er definitivt afgjort, at der ikke skal ske beskatning ved salg af lejligheder i boliginteressentskaber og andelsforeninger, og at de sager, der var indledt af skatteforvaltningerne er blevet lukket.
Det er vigtigt i forhold til skattefritagelsen, at jeres vedtægter er rigtigt skruet sammen, eksempelvis så det fremgår, at I hver især har eksklusiv beboelsesret til jeres lejligheder. Kontroller jeres vedtægter, og anvender I ikke allerede Sabisafs standardvedtægter, kan vi kun anbefale det!
Det betyder naturligvis også, at vi ikke behøver det forhøjede kontingent, da der ikke skal føres en længere retssag. Så når vi i begyndelsen af næste år sender girokort ud, vil det kun lyde på de sædvanlige 500,- kr.
Og en sidste bemærkning nu vi har fat i jer: Om kort tid kommer forskudsopgørelserne fra skatteforvaltningerne. De sidste to år har ejendomsværdiskatten ikke været forskudsregistreret. Husk at kontrollere at den er med i år, og hvis den ikke er, så få det rettet i en fart - det er surt at få en regning på tusinde af kroner i efterskat.