Boligtyper
SABISAF's medlemmer omfatter andelsforeninger, boliginteressenter og boligsamejere.
På denne side kan du læse definitionerne på de forskellige boligformer.
Andelsforening
Ved en andelsforening forstås normalt en andelsboligforening, hvor rentefradragsretten (skattesubjektiviteten) er hos det enkelte medlem. Det er den eneste forskel, der er på andelsforeninger og de 'almindelige' andelsboligforeninger.
En andelsforening er således omfattet af andelsboligforeningslovens maksimalprisbestemmelser og overdragelsesregler.
Hvis en andelsforening indeholder færre end 2 beboelseslejligheder, betragtes den normalt som et boligkollektiv, og er ikke omfattet af andelsboligforeningsloven.
Boliginteressentskaber
Et boliginteressentskab er ikke en andelsboligforening/andelsforening, men er særskilt reguleret i kapitel 4a i andelsboligforeningsloven.
Hæftelsen i et boliginteressentskab er mere vidtgående end i en andelsboligforening, og boliginteressentskaber er eksempelvis ikke omfattet af maksimalprisbestemmelserne i andelsboligforeningsloven.
Det er i dag forbudt at etablere boliginteressentskaber og lignende konstruktioner, men de eksisterende er lovlige.
Boligsamejer
Boligsamejer er kendetegnet ved, at ejendommen ejes af en række enkeltpersoner, der alle ved navns nævnelse har skøde på ejendommen. Et boligsameje er derfor ikke et selskab og kan derfor ikke sidestilles med andelsboligforeninger, boliginteressentskaber og lignende konstruktioner.
Boligsamejer er reguleret i kapitel 4 i andelsboligforeningsloven. Prisdannelsen på boligsameje anparter er i princippet fri. Det er forbudt at oprette boligsamejer i ejendomme med mere end 2 beboelseslejligheder.